Den 7. januar 2009 er det et år siden, jeg besøgte dig første gang for at få hjælp til rygestop. Jeg vil her fortælle, hvordan det er gået mig siden.
Jeg er 62 år gammel og har røget siden mine teenageår. Den 7/1-09, kl. 08:45 parkerede jeg ved din klinik og tog mig en cigaret, som jeg røg, inden jeg havde aftalen med dig kl. 09:00. Dette blev min sidste cigaret.
De første par måneder efter mine 2 besøg hos dig kunne jeg godt en gang imellem få trang til en smøg, men så tænkte jeg på, hvad du fik sat i min underbevidsthed, og efter 2-3 sekunder var trangen væk.
I dag – 1 år efter – tænker jeg slet ikke på røg mere, selv om jeg omgås rygere hver dag. (Min kone ryger stadig og når vi har besøg af vores voksne børn, ryger de også). Det kan godt genere min næse en gang imellem, at der “hænger” røg i luften, men det får mig ikke til at ryge selv. JEG SAVNER DET SLET IKKE. Så de 2 besøg hos dig er jeg virkelig glad for.
Jeg har tidligere – for ca. 30 år siden – været stoppet i en periode på 8 år, hvor jeg i den periode forøgede min vægt med i alt 17 kg og med de første 10 kg i løbet af det første år, som dog næsten alle sammen forsvandt igen, da jeg igen begyndte at ryge.
Denne gang er vægtforøgelsen kun på ca. 1½ kg og jeg tror ikke, det bliver til mere. Så mange tak for hjælpen (selvhjælpen).