Har ofte tænkt på at maile til dig for at fortælle, hvordan det gik med min flyvetur til Mallorca i sommers, men bedre sent end aldrig, her har du mailen.
Det gik faktisk godt med selve flyveturene, men jeg havde det stadig dårligt, inden vi skulle hjemmefra. Det hjalp, da jeg tog en beroligende pille. Da vi skulle hjem gik det bedre, så alt i alt en rimelig god oplevelse.
Men tro det eller ej, jeg har lige været i USA på forretningsrejse, den jeg fravalgte i januar. Vi fløj først til Amsterdam, hvorfra vi fløj direkte til Los Angeles, en flyvetur på 11 timer. Det gik, med beroligende piller, rigtig godt. Synes dog det var en lang tur, men det syntes mine medrejsende kolleger også.
Hjemturen gik også rigtig godt, så nu føler jeg, jeg kan flyve hvor som helst, dog med mine piller.
Nu føler jeg, at min flyveskræk, eller som jeg nu skal kalde det, det at jeg ikke elsker at flyve, men det er tåleligt samt ’lade-sig-gørligt’, ikke længere styrer mit liv. Jeg har nu utrolig stor lyst til at rejse. Det er meget stort for mig og jeg er meget glad for at jeg blev ved med at kæmpe for det. Mange har også rost mig og sagt at det må være rart for mig at være nået så langt. Så med min vilje, din hjælp samt beroligende piller lykkedes det.