Nå, men hvordan er det så gået?
Ja hele resten af dagen og aftenen efter hypnosen var jeg bare verdensmester i alt, og fuldstændig ovenpå.
Så de næste par dage tog jeg lige et ordentligt dyk: mit selvværd skrumpede ind til det rene ingenting, jeg græd ved den mindste bevægelse, og jeg blev nærmest udsat for et tæppebombardement af min indre kritiker, der havde fuldstændig frit spil, og som talte rigtig grimt til mig i de dage. Jeg følte mig fuldstændig afklædt, meget sårbar og uendeligt lille! Men ligeså stille, lidt efter lidt blev jeg glad igen. Og det blev ved, og det gør det stadig. Jeg har været fuld af energi og virkelyst, jeg bobler af ideer, sætter mig nye mål og er fuld af tillid til at jeg kan! Selv lige nu hvor jeg er hårdt ramt af forkølelse og ondt i halsen (noget der ellers altid kan slå mig helt af pinden, også psykisk) er jeg stadig opfyldt af en grundlæggende tro på mig selv og mit eget værd.
Jeg ved ikke helt hvad det er der er sket, men det føles som om en stor tung sten der har ligget og spærret for min kreativitet og livsenergi nu er blevet fjernet, så alting igen kan flyde frit og ubesværet. En følelse som jeg har længtes efter i mange år. Jeg føler simpelthen overskud!
Hvordan det så er med migrænen – ja det kan jeg af gode grunde ikke sige noget om endnu, men det fylder ikke særlig meget i min bevidsthed lige nu.
