Jeg har haft det rigtigt godt siden sidst. Jeg har haft nogle billeder i hovedet. Det bedste er dér, hvor vi alle 4 krammer hinanden i min hospitalsseng. Det giver en ubeskrivelig ro og afslappet glæde i hele kroppen at tænke på, og det virker næsten som om, det er sket i virkeligheden.
Jeg tænker også på billedet af mig selv om 1 år på bænken, som ikke er helt så positivt. Jeg kan ikke helt alliere mig med hende. Hun er meget flot, men virker reserveret og har ikke varme og kærlige øjne. Hun virker alt for voksen, og det er som om, hun ser ned på mig. Og jeg får ikke lyst til at “smelte sammen” med hende.
Men der er ingen tvivl om, at jeg er på rette vej. Jeg har kun spist ved én følelse, sult. Jeg har holdt mig til små og sunde måltider, og har stort set holdt alle mellemmåltider, ligesom jeg har stoppet med at spise efter aftensmaden. Jeg sulter ikke mig selv, og min energi er god, men jeg er frygtelig forfrossen.
